Maren Staphrophski blev født cirka 1619 i Magleby, Stevns, Præstø. Hun var datter af Oluf Fochsen Staphrophski.
Maria Staphrophski, der var præstedatter fra Magleby, blev gift med Magister Johan Damianus, der blev ordineret som præst i Lyderslev-Frøslev sogne den 8.1.1640.
Imidlertid blev forældrene skilt, da moderen efter kun 17 ugers ægteskab fødte datteren Elline (som blev opkaldt efter sin farmor).
Det var ganske usædvanligt at blive skilt dengang, men der må alligevel have været grænser - især hvis det var en lidt naiv præst, der blev forsøgt udlagt som barnefader.
Kilder udlægger Hans Ulrik Gyldenløve som barnefader. Han var uægte søn af Christian IV, og levede for kongens penge et vildt og udsvævende liv indtil mad, druk og hor gjorde ende ende på hans liv som 30-årig i 1645. Efter hvad der berettes om hans udsvævende liv, kan han udmærket have terroriseret kroerne og pigekamrene på Stevns i 1639 - men det forklarer bare slet ikke hvorfor Elline blev kaldt Pedersdatter.
Maren blev gift cirka 1642 med Christen Bollesen, søn af Bolle Christensen og Else Bertelsdatter. Maren Staphrophski blev bisat fra Trinitatis, København, 22 januar 1690.